Positiv tænkning………………………. Hold nu kæft

Hvis du tænker positivt og visualiserer det du gerne vil have så sker – det er universets kraft.

Den omvendte af den sætning kunne være at hvis du ikke tænker positivt, så får du kræft.

Og det er den vej det er ved at gå – vi oversprøjtes at alt det vi skal for at få et bedre liv. ”være i nuet, slippe fortiden, ikke tænke fremtiden, visualisere drømmene, skrive positiv dagbog hver aften, meditere, bede universet om det du vil have, kysse dine chakraer, passe på karmapolitiet, få skyllet tarmen og få det onde ud bla bla bla og en masse mere som jeg selv i perioder hopper på.

Og jo det er en pisse god ide at være positiv – men der er også en middel/overklasse arrogance over hele den tankegang. Vi kan gå til alt mulig positivt fordi vi har tiden og overskuddet til det. Vi har råd til at leve økologisk og vi har tiden til at dyrke vores kroppe og ikke mindst sind i så stor stil at vi skulle tage at få fingeren ud af røven og bruge alt vores positive økoenergi på give den videre til nogen der har brug for den.

For hvad fanden skal man stille op når man er arbejdsløs, har fået kræft, hvis manden skred med en der er ti år yngre, eller du er en ung kvinde der er fanget i ”hold to fælden” og bare hader hans skilsmisseramte unger, forsæt selv listen der er masser af rigtige problemer at være ked af.

Hvordan opretholder man den positive ”det hele bliver godt igen” livsstil, når man ikke har økonomien til at opretholde en livsstil på andet en bistandshjælp, fordi man røg på dagpenge reformen.

Tror nogen seriøst at den prostituerede der lukker øjnene for ikke at mærke smerten, kan komme et andet og bedre sted hen ved at visualisere sig selv hen på en yoga måtte.

Hendes virkelighed er at hun ingen rettigheder kan få og stadig må leve en ussel tilværelse, overgivet til hylekoret af positiv tænkende hattedamer og hjælpebrigader.

Og det er en hån mod mennesker i nød eller tristhed at sige at de “bare kan være glade” markedet flyder med  “lykkeenergibundter” der tror de kan klare alt med positivt livssyn og nogle nærmest religiøse besværgelser dagligt om hvor fedt man har det.

Jeg siger ikke man ikke skal være positiv, eller at man ikke med en god portion vilje kan lave store positive forandringer i sit liv.

Men man har lov at være ked af det – man har lov at blive vred – man har lov at have brug for at blive trøstet og man må gerne blive træt når man vågner og livet stadig ser trist ud. Hvis du er skingrende psykotisk og kæmper for at komme tilbage til et normalt liv, hvis dit barn er så deprimeret at første valg er sløve dage med for meget hash, eller din lillesøster bor med en mand der tæver hende………….der er ikke nødvendigvis en gave i de historier eller i hvert fald kan den være så langt væk at man ikke evner at få øje på den.

Vi er mange der har en rigtig privilegeret hverdag og tak for det (taknemmelighed er det nye sort) og vi kan hver især vælge hvad vi vil bruge vores privilegier til.

En ting jeg i hvert fald ikke skal bruge det til er at skrive fem positive ting ned hver dag – eller knuge min taknemmeligheds sten, jeg selv har fundet i et meditativt øjeblik på kanten af verdens oceanet – hvor jeg var –  fordi jeg kunne .

og hvis det virker for nogle, så fred være med det – bare hold op med at belemre alle dem der ikke har bedt om dit lyssind.

About Fuldafløgn 83 Articles
Hej Og velkommen til min blog - en slags dagbog fra en krøllet hjerne der har en mening om snart sagt hvad som helst. Du er velkommen til at komme med kommentarer - jeg bliver helt vildt glad hvis du siger mig videre - og hvis du har noget du undrer dig over, så skriv til mig, så smider vi det op i luften og griber igen - hvis du vil høre min mening om noget IRL - så send mig en besked - så ringer jeg SNART ...

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*