Jeg har altså virkelig meget brug for ………………. HOLD KÆFT

Søndag den 5. kl 1255 sad jeg i biografen og overhørte en samtale mellem to midaldrende kvinder. Indenfor ganske få minutter sagde de på skift ”jeg har virkelig brug for…..” efterfulgt af noget vedrørende det emne de så lige var optaget af i minuttet.
En dame kommer ind og skal trække sine billetter i automaten og råber:” skaaaaaaat jeg har lige brug for du kommer herover så jeg få dit dankort”
På ca. 5 minutter hørte jeg ” jeg har brug for” sætningen omkring 6 gange og der besluttede jeg at tælle i en uge. Tælle hvor mange gange jeg på en uge hører variationer over sætningen ”jeg har brug for ”” Det er virkelig vigtigt for mig at” ”Jeg kan mærke at….” nu her 4 dage senere har jeg opgivet at tælle, da mit streg system for længst har oversteget 300 og jeg har endda ikke været sammen med specielt mange mennesker, men her sidst på ugen skal jeg mere ud i sociale cirkler, så jeg har ikke tid.
Det er interessant hvordan de sidste mange års navlepilleri i selvhjælpskulturen har udviklet et helt nyt sprog hvor vi konstant tager udgangspunkt i hvad ”jeg har brug for”.
Jeg har brug for legitimerer hvad som helst – overforbrug, egoisme, manipulation og dårlig opførsel.
Jeg har virkelig brug for det her tøj lige nu så må overtrækket tages senere
Jeg har virkelig brug en pjækkedag fra arbejdet – (Læs og er røvligeglad med mine kolleger)
Jeg har virkelig brug for at mærke mig selv og det betyder at jeg må sige hvad som helst til mine nærmeste
Jeg har virkelig brug for min chef hører hvad jeg har brug for og hvis ikke går jeg bare i utide
Jeg har virkelig brug for at tjene lidt ekstra sort og snyder dermed fællesskabet
Og listen er lang forsæt selv –
Hvordan ville det være at du her ved åbningen til et nyt år begynder at spørge hvad kunne andre have brug for som du kunne bidrage med?
Kunne du blive en bedre kollega ved f.eks. ikke at forbeholde dig retten til at pjække?
Kunne du blive en bedre søn/datter ved rent faktisk at tilbyde dine forældre noget hjælp ind i mellem og ikke stadig som 35 årig opføre dig som en umulig teenager når du en gang i mellem gider drible forbi dine gamle?
Kunne du blive en bedre medarbejder i stedet for at deltage i hylekoret om at chefer pr. definition er nogle røvhuller?
Kunne du blive en bedre samfundsborger ved at arbejde frivilligt og til gavn i stedet for sort?
Kunne du blive en bedre kæreste ved ikke hele tiden at brokke dig over alt det din partner ikke gør – men rent faktisk værdsætte det han/hun gør?
Der har udviklet sig en” mig mig mig og jeg vil gerne have kultur” der er ucharmerende og som skaber afstand og ensomhed. Vi sidder i cirkler og grupper og siger sætninger som: jeg kan mærke i maven at det er vigtigt for mig at….. vi nikker anerkendende når folk har evner til at udtrykke deres behov.
Dårlig opførsel blandt børn er accepteret, så længe det er pakket ind i ”jamen mor jeg har brug for at opføre mig som en pestilens i Irma, indtil jeg får det jeg vil ha”
Den anden dag havde ”jeg brug for at skælde et fremmed barn ud i Irma- det var ikke så populært – men jeg gjorde det til det store fællesskabs gavn – han var hamrende irriterende og virkelig i kontakt med sine behov. (og lige her var det FEDT at gøre det jeg havde brug for)
Lad dette været året hvor du mærker om du ikke har brug for at trække fingeren ud af navlen og slå på tromme for god opførsel og en håndsrækning til dine nærmeste og mennesker der har større behov end dig.
Bliv den bedste kollega – den bedste medarbejder – bedste veninde – bedste søn eller datter – bedste samfundsborger – bedste ansvarlige forbruger – bedste nabo – bedste mor eller far. Find din indre spejderdreng frem og hjælp gamle damer over gaden – stop verbale overgreb når du møder dem – råb an hvis nogen begår vold – smil til damen bag kassen osv. og sidst men bestemt ikke mindst prøv at holde kæft med hvad du har brug for – der er alligevel ingen der lytter de har travlt med at finde ud af hvad de har brug for.

About Fuldafløgn 83 Articles
Hej Og velkommen til min blog - en slags dagbog fra en krøllet hjerne der har en mening om snart sagt hvad som helst. Du er velkommen til at komme med kommentarer - jeg bliver helt vildt glad hvis du siger mig videre - og hvis du har noget du undrer dig over, så skriv til mig, så smider vi det op i luften og griber igen - hvis du vil høre min mening om noget IRL - så send mig en besked - så ringer jeg SNART ...

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*