Alene eller ikke Alene

“Hvis jeg nogensinde bliver skilt skal jeg aldrig har en mand igen, så skal jeg være alene for altid” følgende høres tit fra kvinder i ægteskaber, hvor de af en eller anden grund ikke tager den plads de synes de behøver og hvor egne grænser er rykket til side, til fordel for ægtemænd, børn, pligter, hemmelige elskere, svigermødre og venner.
Det er noget forbandet sludder og det pureste vrøvl. For det er kun fedt at være alene når man ikke er det.
Det fede ved at være alene et par timer, nogle dage eller nogle uger, er at vide at nogen venter på dig igen, og at det vel at mærke ikke kun er mennesker under 150 cm (læs børn).
Den voksne kontakt der er mellem to, er der hvor du kan læne dig tilbage og bare være dig, der hvor der er en der tager vare på din sårbarhed og som glæder sig med dig når noget går godt.
Dette kan også findes i gode venskaber – men på mere eller mindre bevidste plan jagter eller ønsker de fleste et kærlighedsforhold.
Det kan være så skide ensomt at være alene, selvom du måske har bunker af veninder og venner, for der er dage hvor, når du kigger dig omkring så er livet rundt omkring dit, et langt parforhold.
Dette skal ikke tænkes som at parforhold er det der tæller i det virkelige liv, for der er mange dårlige af slagsen og så er vi nogle der hellere vil være fri og frie.
Men det skønne ved at være alene er, når det kun er noget vi leger for en tid.